”Hej du” sagde jeg stille og prikkede Naomi på skulderen mens hun var ved at hæve penge i lufthavnsterminalen.
Vi havde sagt farvel til hinanden kun en halv time tidligere, heldigvis med planen om, at jeg skulle komme tilbage snart. ”Why? What are you doing? Your flight? You were already late”

Well… det viser sig at når man er indlagt i Indonesien med Tyfus og således må afrejse senere end ens visum tillader, så bliver man proforma anholdt i lufthavnen. Ledt ind på et lillebitte kontor hvor man må efterlade ens bagage og sendt ud og lede efter en pengeautomat for at betale bøden på 1 million Ruphiaer (lyder vildt, men er i virkeligheden kun 450 kroner). Det var lidt lige meget at jeg havde en seddel fra lægen på hospitalet hvor hun forklarede, at hun havde ”grounded” mig indtil jeg ikke havde feber, galopperende racermave og kvalme længere.
I lufthavnen var de sådan set temmelig ligeglade med en seddel fra lægen dog. Jeg havde overskredet mit visum med 1 dag.

Jeg havde så endnu en afsked med Naomi, hurtig og mindre grådkvalt, løb tilbage (jeg løb faktisk, sidste gang jeg løb var da jeg var ved at komme for sent til bussen til skole i 1987 og missede den alligevel. Herefter besluttede jeg mig for at det kunne være lidt ligemeget at løbe, men… et fly er ikke en bus), betalte min bøde (som kun kunne være kontanter) – og ærgrede mig over at jeg måtte løbe igen til min gate efterfølgende.
I bagkontoret på lufthavnens security kontor, sad 15 lufthavnsbetjente og synes det hele var fantastisk underholdende med ham den hvide der efterhånden var lettere svedig og så nok lidt vild ud i øjnene, de inviterede mig på lokale smøger (de ryger cigaretter der er lavet af kryddernellike og tobak, det smager af helvedes til men lugter godt) og kaffe. Jeg kunne godt have brugt en kop kaffe efter løbeturene, men, ingen tid desværre.

Jeg kom endelig tilbage til Danmark, en masse oplevelser rigere, 10 kilo tyndere (Tyfus er en vildt effektiv slankekur) og et enormt ønske om at tage tilbage, der var sket nogle ting dernede, som jeg bare var nødt til at udforske nærmere.

Jeg var solgt på så mange niveauer og ville bare tilbage.

Børnene er jo store, den ene var i England og havde store rejse- og jobplaner for fremtiden, den anden på vej til et liv i New Zealand, jeg kunne godt retfærdiggøre at tage af sted synes jeg, ungerne var godt på vej til fantastiske oplevelser for sig selv.

Jeg kom hjem fra mit andet visit til Indonesien, midt januar 2020… gik i gang med at pakke og komme af med mine ting, der var godt nok noget om at i Kina havde man opdaget en virus som man fik af at spise flagermus (super-aktuel note til mig selv nu jeg bor i asien: flagermus skal ALTID være well-done, ellers bliver man forkølet på den ufede måde), men det var ikke lige noget jeg tænkte nærmere over.
Indtil vi lige springer 2 måneder frem, huset var tømt og væk, flybilletten klar til starten af april og Jonas var mere end klar.

Og så lukkede hele verden ned.

Det var umuligt at få et visum til Indonesien, de havde simpelthen blokeret for ansøgninger på ubestemt tid. Så gode råd var dyre. Men jeg havde da en AirBnB konto og således startede mit liv som hjemløs.(Officielt hjemløs, jeg havde ingen adresse længere og registrerede mig som ”uden fast bopæl” på kommunen. Dette afstedkom at jeg skulle ringe og checke ind og fortælle at jeg havde det godt i ny og næ, ellers ville kommunen efterlyse mig. “Nej fru sagsbehandler, jeg bor i et rigtig hus og ikke en papkasse”)

Jeg flyttede i mit første AirBnB sted i Stege på Møn og ville ride stormen af et par uger til de åbnede op for visum ansøgninger igen.
Der var ikke lige noget der åbnede.

Så jeg flyttede i mit næste AirBnB sted, et meget tomt og meget støvet sommerhus på et meget tomt Marienlyst på Falster. Der var plads til 12, boblebad, bordtennis og poolbord og super-creepy på en underlig måde.

Intet åbnede eller så ud til at åbne.

Næste gang var en lille lejlighed i Nykøbing Falster, tæt på familie og yngste datter som var kommet hjem fra England og boede hos min storesøster. Der blev jeg 2 måneder…

Ingen åbning…

Så gik det ellers slag i slag over de næste mange AirBnB steder, jeg vil ikke komme nærmere ind på de forskellige steder, det var dog lidt underligt at bo i noget der lignede et dødsbo og dele et hus med en kat som jeg aldrig rigtig fandt ud af hvordan kom ind uanset hvor mange gange jeg smed den ud og endnu mere sært med den dame der pludselig stod i min lejlighed for skulle ”vande blomster”, jeg skulle nok have taget mere tøj på, hun kom tilbage hver uge med samme agenda efter det, jeg kan stadigvæk ikke se at de blomster manglede vand og er overbevist om at de faktisk var af plastik.

Jeg har også været babysitter for en Schæferhund og lejet et sted af en Afrikansk prins, der faktisk hed Prince for det ikke skal være løgn, problemet med ham var, at hende der ejede huset ikke helt var klar over at han havde lejet det ud.
Det var en sær fornemmelse at komme hjem ved midnats tid og finde en ældre Sydafrikansk dame i mit køkken i gang med at grille en kylling og undre sig over at hendes seng ikke var redt.

Jeg endte hjemme hos min mor… det blev alligevel for meget med alle de forskellige steder og jagten på et sted at bo som var til at betale sig fra og aldrig har jeg følt mig så rodløs, kæresten nede i Indonesien holdt mit humør oppe ”Det skal nok gå” fortalte hun og var enormt positiv, mens jeg øvede og øvede mig i langdistance forhold som aldrig bliver noget for mig.

Nå… 6 måneder og 10 AirBnB steder senere gav jeg lidt op på det hele, mængden af virkelig elendige steder jeg har boet og en enorm følelse af ensomhed efter min datter fik sin egen lejlighed (hun boede med mig de sidste uger i et af AirBnB stederne), så flyttede jeg hjem til moar! – Jeg havde også lige en operation jeg skulle komme mig over samtidig, så blå stue blev mit hjem et par måneder og det var fantastisk at være der.

Efter et par måneder hjemme hos mor og hendes mand kom der nyheder om at Indonesien havde åbnet op for business-visa til forretningsfolk.

Jonas er da prototypen på en forretningsmand ikke? Det ved alle da – altså, jeg har da ejet et slips engang (undskyld far, jeg ved det bare var til låns) og jeg har da et arbejde, faktisk flere, men i hvert fald arbejde.

Så jeg søgte om et 2 måneders business-visum med mulighed for forlængelse 4 gange 1 måned og fik det… og pludselig gik tingene meget meget stærkt og i slutningen af November befandt jeg mig igen i Jakarta.

Kan være at jeg lige skal nævne min dyre skjorte i forretningsmands blå (jeg har set det på fotos og gik målrettet efter sådan en) som jeg købte til turen, måske også at jeg fandt ud af at den ikke var strygefri, så da ”forretningsmanden” ankom til Indonesien lignede jeg en hængt kat, eller i hvertfald en folde-ud hund.

At flyve til den anden side af jorden midt i en pandemi var lidt af en oplevelse, men jeg kom da frem til sidst.
Rigtig mange mennesker spørger om hvad jeg oplever og hvordan det er at bo her, jeg glemmer altid en masse ting og der er aldrig rigtig tid til at forklare heller. Dette kombineret med min ikke-eksisterende evne til at holde kontakt med folk, er altså endt op i den her side.

Nu har jeg efterhånden været her i Indonesien i 7 måneder. 3. visit og dette er af den permanente slags.
Som alle ved, så er jeg elendig på et hidtil ukendt niveau til at holde kontakt med folk jeg er ikke på Facebook eller andre sociale medier, men når jeg snakker med venner, bekendte, kollegaer og familie, så glemmer jeg en masse ting jeg oplever eller der er bare ikke tid nok til at fortælle hvad jeg oplever.

Så hermed resultatet af dette. God fornøjelse med læsningen.